Om Wilders Plads Ejendomme


Selskabet


At træde ind i kontoret på Strandgade 54 føles næsten som at træde flere hundrede år tilbage i historien. ”Contor for Vilders Plads” står der på det blankpolerede messingskilt fra 1732 på døren, som er så lav, at en nutidsdansker af gennemsnitshøjde må bukke sig lidt.


Wilders Plads Ejendomme A/S har altid drevet virksomhed ved lokal tilstedeværelse, med ejendomskontor centralt på Pladsen. Tonen er personlig og imødekommende, og ejendommenes udvikling og områdets potentiale ses altid i det lange lys.


Læs om vores ejendomme her

Øens historie


Øen som Wilders Plads er en del af hedder egentlig Bjørnsholm, og er en del af Christianshavn.


Den er oprindeligt opkaldt efter købmanden, skibsrederen og tømmerhandleren Andreas Bjørn, som byggede sin gård i den nordlige ende af Strandgade i nr. 46, hvor den ligger endnu på hjørnet af Bådsmandsstræde. I 1735 fik han kongelig tilladelse til at opfylde pladsen med henblik på anlæggelse af et skibsværft og her byggede han indtil sin død i 1750 i alt 50 skibe, heriblandt orlogsskibet “Kjøbenhavns Slot” med 44 kanoner.


I 1762 købte mægler Carl Wilder hele pladsen, som herefter overtog hans navn. Området blev senere delt i tre; Wilders Plads, Krøyers Plads og Grønlandske Handels Plads, og disse navne er bevaret den dag i dag.

Broen til øen var oprindelig en vindebro af træ og den er siden ombygget flere gange. Den nuværende faste bro blev opført i 1903 og hedder Wilders Bro.

Et familieforetagende

Tilbage i 1720´erne fik storkøbmanden og skibsrederen Andreas Bjørn sit ”privilegium” af kongen, der ønskede at udvide Christianshavn arealmæssigt. Privilegiet bestod i, at Andreas Bjørn fik lov til at opfylde Pladsen, drive handel fra Christianshavn og samtidig blev fritaget for at skulle betale skat i 30 år.


Da Andreas Bjørn døde blev virksomheden overtaget af Carl Wilder, der også var storkøbmand, og i 1840 købte familien Barfred en større del af øen, som siden har været i familiens eje, og de nuværende ejere repræsenterer således sjette generation.


Familien bag Wilders Plads Ejendomme A/S er fortalere for at bevare, hvad der er bevaringsværdigt, ligesom også marinaen på Christianshavn har medvirket til at skabe liv og skønhed i området, til glæde for både de lokale beboere og besøgende turister. Det er en mærkesag for Wilders Plads Ejendomme A/S, at Christianshavn skal fremtræde tiltrækkende og opretholde sit historiske præg.

Share by: