Den gamle Villa på Wilders Plads renoveres

sep. 09, 2021

Den gamle Villa på Wilders Plads renoveres

Totalrenoveringen af den gamle Wilders Plads Villa er i fuld gang og forventes afsluttet inden udgangen af 2021. Efter renoveringen kommer Villaen til at bestå af tre separate lejemål til beboelse.

Wilders Plads Villa, også kendt som ’Villaen’, gennemgår for tiden en omfattende renovering og restaurering. Beboere og besøgende på Christianshavn har derfor måske lagt mærke til, at den gamle Villa fra 1736 på Wilders Plads for tiden er omkranset af et stort stillads, hvor håndværkere hver dag arbejder på at gøre bygningen klar til nye lejere, der forventeligt kan flytte ind allerede til næste år.

Der er tale om en fuldstændig istandsættelse både ud- og indvendigt, hvor der med respekt for den fredede bygnings historie og særlige status på Christianshavn er højeste fokus på de gamle håndværkstraditioner og originale materialer. Og det er der behov for, når der som i dette tilfælde er tale om et unikt bindingsværkshus i fire etager med næsten 300 år på bagen.

Erfarne kræfter bag renoveringen
Bag renoveringen står Wilders Plads Ejendomme A/S, der ejer den gamle Villa sammen med en række andre gamle og historiske bygninger på Wilders Plads. 
Til at lede og styre opgaven med renoveringen har de valgt den erfarne arkitekt Finn Strabo fra Finn Strabo Arkitektfirma, der har stor ekspertise inden for renovering af gamle bindingsværkshuse.

Når man nu har valgt at renovere Villaen skyldes det, at bygningen var kommet i sådan en forfatning, at det var nu, der skulle sættes ind, for at undgå større problemer med indeklimaet og bygningens generelle tilstand.

Finn Strabo fortæller, at opgaven med at restaurere Villaen, der oprindeligt blev bygget som sejlmagerhus, hvor man syede sejl til datidens skibe, er en af de mest interessante, han har været med til. 

”Med gamle huse som dette er der en helt særlig ånd og historie, der skal bevares, samtidigt med, at indeklima og eksempelvis brandsikkerhed skal leve op til de nyeste krav,” siger han og uddyber:

“Bygningen blev sidst renoveret i 1985, hvor man benyttede sig af dengang moderne byggemetoder. Men i dag kan vi se med vores erfaringer, at det ikke var optimalt til et gammelt hus. Så nu laver vi det om igen med de gamle arbejdsmetoder og materialer, som vi ved virker,” fortæller han



 

Kalkmørtel og trænagler

Det betyder blandt andet, at det fyrretræ, man i 1985 brugte i bindingsværket, skal skiftes ud med eg. Samtlige tavler – dvs. de mursten, der står mellem bjælker og stolper - tages ud og renses af, inden de mures op igen med kælkmørtel, der modsat cementmørtlen brugt i 1985 tillader bygningen af ’ånde’ og komme af med fugten


Også metalbeslag og søm brugt dengang til at fæstne tømmeret, erstattes med trænagler dyppet i tjære, som huset oprindeligt er bygget med.


”Det er imponerende at se, hvordan byggeteknikker og materialer brugt for næsten 300 år siden stadig holder. De har virkeligt vidst, hvad de lavede dengang, og hvis huset skal holde fremover, er vi nødt til at bruge de samme metoder,” fortæller Finn Strabo.


Egetræ fra Frankrig

Det er derfor ikke for meget at sige, at renoveringen af Villaen tager udgangspunkt i de gamle håndværkstraditioner, hvilket bestemt ikke er den hurtigste eller billigste måde, at bygge på. Til gengæld er det den bedste, og den mest originale i forhold til den historiske Villa, fortæller Finn Strabo.


Eksempelvis kan det nævnes, at de nye egetræsbjælker til bindingsværket er importeret fra Frankrig, da det var det eneste sted, man kunne få dem i den rigtige tykkelse, da træet skal være lufttørret og naturskåret.


”Når Villaen har stået her siden 1736, så skal vi også passe godt på den, og gøre os umage, når vi sætter den i stand, så den kan holde mange år endnu,” siger Finn Strabo, der også har stået for den løbende kontakt med og indhentning af byggetilladelser fra Kulturstyrelsen, der er den afgørende myndighed, når det kommer til renovering af fredede bygninger.




Godt samarbejde med Kulturstyrelsen

Finn Strabo fortæller, at samarbejdet med Kulturstyrelsen er foregået i god ro og orden, og at både Wilders Plads Ejendomme A/S, ham selv og Kulturstyrelsen har samme mål for øje.


”Vi ønsker alle sammen at lave en god bygning med kvaliteter og respekt for fortiden,” siger Finn Strabo.


Når Villaen står færdig, skal den bestå af tre lejemål til beboelse, hvor der førhen var to erhvervslejemål og et til beboelse. Fordi der nu kun skal være beboelse, sætter det nogle yderligere krav til brandsikkerhed, hvilket faktisk har været den største udfordring ved byggeriet indtil videre, fortæller Finn Strabo.


”I sådan en gammel bygning er der kun én trappe, og vi skal finde ud af, hvordan vi brandsikrer den smartest. Det kan eksempelvis være med sprinkleranlæg eller en særlig brandmaling. Det er ikke afgjort endnu, fortæller han.


Tre skønne lejeboliger

Netop den indvendige renovering af huset er ikke påbegyndt endnu, da den del af projektet først begynder, når den udvendige renovering er kommet længere. Det forventes indtil videre, at den udvendige del er overstået sidst på sommeren, hvorefter håndværkerne går i gang indenfor.


Her er der ligeledes tale om en totalrenovering, hvor der laves nyt el, vvs-arbejde med nye køkkener og badeværelser samt delvist nye gulve. Når Villaen står færdig, og nye beboere kan flytte ind i det nye år, bliver det således i en gennemrenoveret historisk bygning med nye køkkener og bad.


Og Finn Strabo er ikke i tvivl om, at resultatet ender med at blive ganske eftertragtet for kommende lejere.


”Der bliver tale om tre skønne lejeboliger, hvor man har mulighed for at bo i historiske rammer lige ud til kanalen i et af Christianshavns ældste huse,” siger han. 

Har du spørgsmål til os, er du altid velkommen til at sende en mail til Casper Zelmer på cz@wildersplads.dk

Nyheder

Af Kristian Bajer 30 Jul, 2023
Blig klogere på det store arbejde med istandsættelsen
Af Casper Zelmer 14 May, 2023
Efter mange gode år er det blevet tid til, at driften af det gode skib Mira skal gentænkes. Vi søger derfor nu en ny kaptajn til den store opgave det er at styre Mira sikkert videre ind i sin næste æra. 
Af Rasmus Barud 18 Aug, 2022
Det har været en lang og grundig proces at gennemrenovere og istandsætte den gamle villa fra 1736 på Wilders Plads. Men nu er arbejdet færdigt. Den første lejer flytter således ind den 1. september, og beboerne i de to resterende lejemål følger efter i løbet af sensommeren. De kan alle glæde sig til at flytte ind i et helt igennem nyistandsat hus, hvor historien sidder i bindingsværk og tegl, og hvor de bedste håndværkstraditioner er blevet brugt gennem hele byggeprocessen. Tilfreds med resultatet Hos Wilders Plads Ejendomme A/S ser administrerende direktør Casper Zelmer også frem til, at de nu kan byde nye lejere velkommen i den gamle villa. ”Vi er meget tilfredse med resultatet og det gode arbejde udført af både arkitekten og de dygtige håndværkere, der har brugt utallige timer på at sætte huset i stand og gøre det til en unik bolig på Christianshavn,” siger han og uddyber: ”Vi glæder os til, at de nye lejere flytter ind, og at huset igen kan tages i brug og danne rammen om beboernes liv,” siger han. Du kan se billeder af den gennemrenoverede villa her, eller ved at klikke på fanen Ejendomme i menuen og vælge Villaen.
Af Rasmus Barud 23 Jun, 2022
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har nu godkendt igangsættelsen af en ny lokalplan, der skal give endeligt grønt lys til det kommende byggeri på Wilders Plads. 
rain
Af Rasmus Barud 06 Apr, 2022
En lomme af godt vejr i marts har betydet, at arbejdet med at kalke den gamle villa på Wilders Plads nu er overstået. Indflytningsdatoen nærmer sig derfor med hastige skridt.
Af Rasmus Barud 31 Mar, 2022
To bygninger fra 1950’erne skal rives ned på Wilders Plads, hvor et nyt, bæredygtigt byggeri i tre etager med restaurant og cafe i stuen og lejeboliger øverst kommer i stedet.
Af Rasmus Barud 15 Feb, 2022
På grund af arbejde med at øge brandsikringen rykkes indflytningsdatoen for den gamle villa på Wilders Plads til 1. maj. Arbejdet skrider dog ellers frem som planlagt.
Af Rasmus Barud 20 Dec, 2021
3 nye lejligheder i Villaen bliver indflytningsklar 1. april 2022 Der er fuld gang i renoveringen af den gamle villa på Wilders Plads, hvor tre nye lejligheder forventes klar til indflytning 1. april 2022. Det skrider godt frem med renoveringen af den gamle Villa på Wilders Plads, hvor det indvendige arbejde pågår som planlagt. Tidsplanen er dog skredet en smule undervejs med renoveringen, da den gamle bygning fra 1736 under det udvendige arbejde viste sig at kræve endnu mere arbejde end først forventet. Men grundighed betaler sig i længden, og når huset efter planen er indflytningsklart den 1. april 2022, vil det kunne holde mange år ud i fremtiden. Villaen er nemlig bygget med en såkaldt 200 års profil, der kort fortalt betyder, at bygningen kan holde i 200 år, før man igen behøver lave en gennemgribende renovering. Det sætter naturligvis store krav til de materialer, der er brugt, og den håndværksmæssige omhu, der er lagt i arbejdet. Det fortæller Casper Zelmer, der er administrerende direktør for Wilders Plads Ejendomme A/S, der ejer Villaen. ”Vi har brugt tid på at finde og udvælge de bedste materialer i Europa til netop denne type hus, hvor bindingsværk og de gamle håndværkstraditioner sætter nogle særlige krav,” fortæller Casper Zelmer. Tilfreds arkitekt Hos arkitekt Finn Strabo, der står for renoveringen af Villaen, er der også tilfredshed med arbejdets gang. Han fortæller, at tømrerne i øjeblikket arbejder med at lave forsatsvægge og forskallingsbrædder, så der kommer luft mellem isolering og bindingsværket. Det var der nemlig ikke blevet tænkt over ved den forrige renovering, hvorfor huset ikke kunne ”ånde” og komme af med fugten. Men det kan det nu, fortæller han. Også på el-siden sker der noget, hvor bliver lavet helt ny elinstallation og trukket nye kabler i hele huset. Og så arbejdes der også på badeværelserne, hvor gulvene snart er klar, og hvor der mellem jul og nytår skal laves vådrumsmembraner, fortæller Finn Strabo. Sådan bliver huslejen At huset bliver lavet ordentligt med fokus på både detaljer, traditioner og holdbarhed har været afgørende for Wilders Plads Ejendomme A/S, der glæder sig til at byde nye lejere velkomne i huset til foråret. Villaen kommer fremover til at bestå at tre lejemål – et på hver etage – hvor de to nederste lejligheder måler 100 m2 og den øverste 140 m2. Udover, at alle lejligheder og gennemrenoveret fra top til tå inklusive nye køkkener og bad, så får lejligheden i stueetagen og den på 2. sal tilmed pejs, der unægtelig spiller godt sammen med de historiske rammer, som de kommende lejere kommer til at bo i. ”I arbejdet med at istandsætte Villaen har vi haft fuldt fokus på og respekt for den fredede bygnings historie og særlige status på Christianshavn,” siger Casper Zelmer, der også godt vil sætte en cirka pris på de nye lejemål. Huslejen, der altså ikke er helt fastlagt, vil komme til at ligge omkring 18.000 kr. om måneden for de to lejligheder på 100 m2 og omkring 25.000 kr. for den øverste lejlighed på 140 m2. Der er allerede nu en pæn interesse for lejemålene fra potentielle lejere, og er man interesseret i at komme på venteliste til Villaens lejemål, kan man skrive direkte til Casper Zelmer på cz@wildersplads.dk.
Af Rasmus Barud 05 Nov, 2021
Farven er valgt: Arbejdet på den gamle Villa skrider støt frem Det store arbejde med at skifte bindingsværket i Wilders Plads Villa er nu færdigt, og huset nye farve er valgt. Mens det sidste udendørs arbejde stadig er i gang, går det nu løs med renoveringen indenfor. Efterårets komme bringer også nyt omkring den storstilede renovering af den gamle Villa på Wilders Plads på Christianshavn. I disse dage, hvor temperaturerne falder, er det udvendige arbejde på huset nemlig så småt ved at være færdigt, og turen er kommet til at kaste sig over det forestående arbejde med at modernisere ejendommen indvendigt. Bag renoveringen står Wilders Plads Ejendomme A/S, der ejer den gamle Villa, og den erfarne arkitekt, Finn Strabo fra Finn Strabo Arkitektfirma, har ansvaret for at lede og styre byggeprojektet, der begyndte tidligere i år. 500 meter bindingsværk Finn Strabo fortæller, at han for tiden er en glad og tilfreds arkitekt, da byggeriet skrider støt og sikkert frem. En del forsinkelse har dog sneget sig ind, forklarer han, da arbejdet med at restaurere og udskifte det gamle bindingsværk med nyt viste sig at være en større opgave end ventet. ”Vi har skullet skifte cirka dobbelt så meget træ som forventet, og i alt er det blevet til omkring en halv kilometer bindingsværk, der er blevet lavet,” siger Finn Strabo og uddyber: ”Men så er det også gjort ordenligt og kan holde i mange, mange år.” Farven er valg og godkendt Arbejdet på Villaen, der er bygget i 1736, består af en fuldstændig istandsættelse både ud- og indvendigt, hvor der med respekt for den fredede bygnings historie og særlige status på Christianshavn er højeste fokus på de gamle håndværkstraditioner og originale materialer. Og netop nu er murerne i gang med at mure de sidste tavl på huset, og malerne skal i gang med at male vinduer og bindingsværk, og indenfor starter arbejdet nu med at lave forsatsvægge, gulve og vvs-arbejde. Og så er den nye farve til huset blevet godkendt af Kulturstyrelsen, der er den afgørende myndighed, når det kommer til renovering af fredede bygninger som Villaen. ”Jeg er glad for, at farven, vi har valgt, er blevet godkendt. Der er tale om en lys sienacreme-farve, det vil sige en lysebrunlig jordfarve iblandet en cremet bund, der står godt til bindingsværket. Det bliver meget flot,” siger Finn Strabo.
Share by: